UAApply for grantsContact usUkrainian-Danish Youth House

Velkommen til vores undervisningsunivers!

Krigen i Ukraine repræsenterer det største angreb på et europæisk land og den første fuldskalakrig i Europa siden Anden Verdenskrig.

Det er en moderne europæisk tragedie, der udspiller sig i realtid, og den får fremadrettet også enorme konsekvenser for Europa og den såkaldte regelbaserede verdensorden.

Vi har udviklet undervisningsmateriale, der klæder danske unge på til at forstå krigens historiske rødder og dens nutidige konsekvenser.

Gå på opdagelse på denne side og lær mere!

Introduktion til vores undervisningsmateriale

Her finder du en pakke med fem digitale undervisningssessioner til hver 1-2 moduler på de gymnasiale uddannelser. De er udviklet til fagene historie, samfundsfag og engelsk og passer ind i læreplanerne for de enkelte fag. Det er op til læreren, om denne vil bruge en enkelt eller flere sessioner. Det er muligt at udplukke dele af forskellige sessioner og på den måde sammensætte sit eget personaliserede undervisningsforløb.

Vores undervisningsmateriale (...)

📚 giver indsigt i nøglebegivenheder i Ukraines historie på rejsen mod at blive et demokratisk land efter Sovjetunionens sammenbrud, herunder fokus på frihedsbevægelser som Værdighedsrevolutionen (også kendt som “ the Revolution of Dignity” eller Euro-Maidan) i 2014 og Ukraines forhold til EU og NATO.

📚 dykker ned i krigens regler for at give eleverne et fundament til at forstå internationale konflikter og krige.

📚 definerer det højaktuelle begreb ‘folkemord’ gennem belysning af hungersnødstragedien Holodomor i Ukraine, der kostede 3,9 millioner ukrainere livet i årene 1932–1934.

📚 tilbyder analyse af bl.a. Putins taler, så eleverne kan opnå en dybere forståelse af magtretorik, propaganda og baggrunden for invasionen af Ukraine.

📚 tilbyder mulighed for at møde ukrainske unge ansigt-til-ansigt – dvs. de unge, hvis liv og virkelighed lige nu er vendt på hovedet grundet krigen.

Photo by Martin Thaulow for the Ukrainian-Danish Youth House

Hvorfor er undervisningsmaterialet vigtigt?

Krigen mellem Ukraine og Rusland viser os, at vi aldrig må tage demokratiet for givet. Krigen handler om langt mere end en kamp for territorier. Den handler om retten til frihed og demokrati. Og om retten til at bevare sin egen kultur og identitet, når denne er under angreb.

Vores undervisningsmateriale styrker unges evne til at navigere i Europas geopolitiske virkelighed og bidrager til en stærkere demokratisk modstandskraft over for autoritære trusler.

Vi tror på, at vores undervisningsmateriale kan være med til at styrke den ”demokratiske bevidsthed” hos unge i en tid, hvor verdens demokratier er truede både indefra og udefra.

Der stadig mange danske unge (og voksne), som har en meget begrænset viden om Ukraine som land – både politisk og kulturelt. Ved at formidle Ukraines historie i øjenhøjde med de unge, styrker vi den gensidige forståelse og fællesskabet mellem vores lande – fra Kyiv til København.

Session 1: Ukraine i krig

Putin kalder sin egen fuldskalainvasion for en ”speciel militær operation”? Men hvorfor, egentlig?

I denne session bliver vi klogere på, hvad krig er. Og vi ser på hvilke regler, man skal overholde i en krig. Derefter analyserer vi en tale af Putin og ser på hans opfattelse af magt og krig. Endelig ser vi et par korte videoer med nogle af dem, der må leve med konsekvenserne af Putins synspunkter – de unge ukrainere selv.

Fag: Historie, Samfundsfag

Session 2: Ukraine – dannelsen af en stat

’Holodomor’ er en hungersnødskatastrofe i Ukraine, igangsat af Sovjetunionens daværende leder Josef Stalin, med 3,9 millioner ukrainske ofre.

Men er det et folkemord?

I denne session udforsker vi forskellen på folkemord og andre krigsforbrydelser. Og vi ser på betydningen for Rusland og for Ukraine, hvis Holodomor bliver anerkendt som sådan. Til sidst spørger vi: Begår Rusland folkemord i Ukraine nu?

Fag: Historie

Session 3: Ukraine – Dannelsen af en stat. Ikke Rusland!

Under Værdighedsrevolutionen (også kendt som “Revolution of Dignity” el. Euro-Maidan, 2013-2014) befandt Ukraine sig ved en skillevej mellem demokrati og den autoritære fortid fra Sovjet.

I denne session undersøger vi Sovjets og Ukraines såkaldte statsdannelsesprojekter og deres brug af erindringssteder, statuer og symboler.

Det handler om opbygning og nedrivning af national identitet – og om den historiebrug, styret finder nødvendig.

Fag: Historie, Samfundsfag

Session 4: Dannelsen af en stat – what’s in the name?

Betyder det noget, om en amerikansk præsident siger ’Ukraine’ eller ’the Ukraine’? Om man staver hovedstaden ’Kiev’ eller ’Kyiv’? Om den ukrainske præsident taler på russisk eller ukrainsk? Og hvilket sprog man drømmer på?

Denne session handler om at være europæer, ukrainer eller russer, om national identitet og om hvem, der har retten til at bestemme, hvad andre skal kaldes - og til at definere, hvad det betyder.

Fag: Historie, Engelsk, Samfundsfag

Session 5: Ukraine og EU/NATO

Putin og Vesten er enige om, at folk har ret til selvbestemmelse. De er bare ikke enige om, hvad selvbestemmelse betyder.

I denne session undersøger vi Putins opfattelse af begrebet i forbindelse med fuldskalainvasionen af Ukraine.

Og vi ser på, hvad Rusland, USA og Storbritannien i 1994 lovede Ukraine mod, at de afleverede deres a-våben. Og hvordan Ungarn søger at hindre Ukraines mulige optagelse i EU.

Det handler om international politik, overstatslige institutioner og de værdier, den liberale verdensorden bygger på.

Fag: Historie, Samfundsfag

Hvem er vi?

Gensidig forståelse starter med et mødested.

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus er sat i verden for at være platformen, hvorfra ukrainske og danske unge bygger stærke relationer og sammen skaber en fælles fremtid.  
Vi har vores fysiske rammer i de ukrainske byer Kyiv og Mykolaiv, men vores indflydelse rækker langt ud over bygrænserne. Med huse i både det nordlige og sydlige Ukraine inspirerer vi unge fra hele landet til demokratisk engagement og aktiv deltagelse i samfundslivet.

Det sker gennem vores talrige aktiviteter, der tæller workshops i demokratisk dannelse og dialog, debataftener, filmvisninger, kunstudstillinger og meget mere. Derudover støtter vi unges civilsamfundsprojekter gennem vores støttepulje, der har til hensigt at øge unges muligheder for at engagere sig aktivt i genopbygningen af deres lokalsamfund. 
Vi bygger desuden stærke broer på tværs af Europa, når ukrainske og danske unge mødes gennem vores mange aktiviteter i Danmark.

Mød de ukrainske unge: Book en ungdomsambassadør!

Vi har samlet et hold af inspirerende, unge ukrainere, der lige nu har status som flygtninge i Danmark. I rollen som vores Ukrainsk-Danske Ungdomsambassadører arbejder de som frivillige for at styrke den gensidige forståelse og forstærke relationerne mellem Ukraine og Danmark.

De kan stille op til bl.a. talks og debatter i for eksempel danske skoleklasser eller på festivaler og fortælle i øjenhøjde, hvad der er på spil i Ukraine netop nu.

De kan svare på spørgsmål som for eksempel...

Hvordan føles det at være alene i Danmark som ukrainsk flygtning netop nu?

Hvad bør flere danskere vide om ukrainsk kultur og historie?

Hvordan føles det at komme fra et land, hvor demokratiet er truet på livet?

Hvordan påvirker krigen psyken?

Spørgsmålene er talrige og de er alle højaktuelle.

Vibe Termansen

Sessionerne er udviklet af Vibe Termansen, østeuropahistoriker, journalist og forfatter, for Det Dansk-Ukrainske Ungdomshus i Kyiv. Ungdomshuset har bidraget med interviews og videoer fra Ukraine, samt udviklet den digitale undervisningsplatform.

Book Vibes foredrag “I Skyggen af Rusland” ved at skrive en mail på: termansenvibe@gmail.com

Foto: Simon Klein-Knudsen